Kronikk: Hvordan unngår jeg å bli dansk?

Forfatteren beholder sitt røde pass. Ingen grunn til annet.

Artikkelen nedenfor ble brakt som kronikk i den danske avisen, Berlingske, den 2. mars 2017.  Der kan være mindre endringer i teksten i forhold til kronikken. Både med hensyn til tegnsetting og stavemåte. Den er skrevet på dansk.

KRONIKK: 

Hvordan undgår jeg at blive dansk.

Jeg har fulgt debatten om det at være dansk eller ikke dansk. Interessant også for alt det der ikke tales om. En af præmisserne, som er uudtalt, er, at det skulle være specielt attraktivt at være dansk. Er det da det?

Jeg kæmper med en modsat udfordring: Hvordan undgår jeg at blive dansk?

Jeg kan tale med om den sag: Jeg er førstegangstilflytter, integreret efter behov, har betalt skat her i landet i årevis, og cykler med god vind på de danske cykelstier. Stegt flæsk og persillesovs en gang i mellem. Gammel Dansk kun en sjælden, sjælden gang. Og kun hvis den serveres koldt. Bor et sted nord for København. For det meste uden at beklage mig.

Går ikke med skihue til daglig, men er helt klar over at visse etniske mindretal er mere etniske end andre. Insisterer ikke på tørfisk i danske vuggestuer.

Jeg har prøvet at stå på ski i Dyrehaven, men det går ligesom ikke. Først og fremmest af notorisk mangel på sne. Men altid med håbet om at støde ind i Bertel Haarder. I husker ham sikkert: Den tidligere kultur- og kirkeminister, som ikke ville lade sig kyse af landets statsminister.

Jeg har dansk sygesikringsbevis, dansk personnummer, dansk kørekort, men jeg kunne aldrig drømme om at bytte ud det vigtigste tegn på min originale etnicitet med et pas i rødbedefarve. Mit pas er pænere. Det er klart rødt og kan ses på afstand. Det står en grad af respekt omkring det. Tal med Churchill om den sag.

Jeg medlem af Torskeklubben. Vi mødes i Norges Hus på Amager en gang om måneden i vinterhalvåret. Det er en norsk herreklub. Du kommer ikke med hvis du er dansker. Du kommer ikke ind hvis du er kvinde. Det sidste vel nok ulovlig efter dansk standard for seksuel ensretning.

Ja, jeg er tilflytter fra Norge. Meningen var at det skulle være en kort visit på Københavns Universitet. Sådan blev det ikke. Taler og skriver dansk nogenlunde forståeligt, men med accent. Ikke god til at sætte komma. Jeg opfylder, skulle jeg mene, de krav, der skal til for at blive dansk, men siger pænt nej tak til tilbuddet.

Jeg forstår grundlæggende ikke hvorfor de, der i dag kommer udefra og ser Danmark som sit nye fædreland, insisterer på at blive danske. Hvad er der galt med at være inder, svensker, tysker, egypter, syrer, italiener, eller græker? Eller nordmand?

Mange af disse folkeslag har haft langt større betydning for den europæiske civilisation end det de originale danskerne kan prale af. Var det således ikke i Norge man opfandt vikingerne? I Hardanger lidt syd for Bergen? Jeg kan tage fejl, men tror det nu ikke.

Selv er jeg en del af en af tidligere historisk bevægelse i Europa. En forfader kom fra Nord-Tyskland til Bergen (min hjemby), som en del af den hanseatiske udflytning omkring midten af 1500-tallet. Det har jeg fuld styr på, og kan med lidt god vilje arbejde mig endnu længere tilbage. Til en ældre forfader. Han blev slået ihjel, siger historien, på et bordel i Bergen. Vi er rigtignok derude hvor mosen gynger. Små tusinde år tilbage.

Skulle jeg bare sige at alt det er uden betydning? Ikke trolig.

Man frasiger sig ikke nødvendigvis sin historiske arv ved at blive dansk, men for mit vedkommende er det uaktuelt at ændre på tingenes tilstand. Der er en forskel på det at være dansk, og at være norsk. Denne forskel er også genetisk idet der er varians i haplogruppe for de to befolkninger. Meget er fælles, men ikke det hele.

Danskerne er historisk set landmænd. Nordmænd er historisk fangstfolk og jægere. Specielt hvis de kommer fra fjeld- og fjordlandskabet i Vest-Norge. Der hvor Bergen og Hardanger ligger.

I Danmark tænker man horisontalt over flade marker. I Norge tænker man vertikalt op og ned ad bjerge. Neuronerne er koblet forskelligt. Og det er ganske vist.

Danmark har i så henseende mere til fælles med Syd-Sverige, Nord-Tyskland og Holland end de har det med Norge. De er alle flade områder. Hvis det ikke lige havde været for den lange sorte nat, som varede frem til 1814. Men lad det ligge i denne sammenhæng.

Her er nogle af de ting i den danske folkesjæl jeg har det vanskelig med:

Først: Danmark var en gang en europæisk stormagt. Det er de ikke mere.

De sidste århundreder har Danmark været en nation i nedadgående forandring, og er i dag et mindre land på toppen af Tyskland. Danmark mistede de norske bjerge i 1814, og tabte slaget om de sydlige landområder i 1864. Under Den anden Verdenskrig kom landet til at ride på den forkerte hest, og klarede sig knapt ud af en særdeles kritisk situation. Og lider fortsat under dette.

Ikke pænt at se på.

Dernæst: Nutidig dansk politik har en grad af latterlighed og uværdighed over sig.

Jeg kan ikke få øje på det kompas politikerne styrer efter. Det er hårrejsende, og udenfor politisk god moral, at ministre og andre politiske besserwissere, bruger deres tid på at genere kolleger fremfor at udføre det arbejde de er godt betalt for.

Heller ikke det er pænt at se på.

Og så: Aggressionerne, grådigheden, uvenligheden hos mange danskere er efterhånden så fremherskende, at det næsten kan skjule de ofte manglende kompetencer. Alt for ofte går tingene galt. Fra enorme fejlinvesteringer i togsæt, til sure ord på cykelstierne, til lækager af fortrolige data og fra fortrolige møder. Skat, Nets og alle de andre. Ikke det Danmark jeg ønsker at kende.

Listen er lang, lang, lang. Og ikke specielt flatterende.

Til sidst et indspark til den aktuelle debat om danskhed. Hvordan bliver man dansk? Hvis det da er det der står øverst på listen?

Svar: På den samme måde, som man bliver alt mulig andet, der kræver nye kompetencer i en ny kulturel kontekst. Det kræver motivation, nærvær, vilje, ærlighed og evne. Først og fremmest tager det tid.

Man bliver dansk når man gennem generationer har levet med, og i god vilje tilegnet sig det lokale sindelag og det lokale håndelag. Og praktiserer det på rygmarven. Noget med at holde balancen på cykelstierne og alt det der. Man ikke bare. Også tolerancen, demokratiet, velvilligheden, tale-, tænke- og trykkefriheden, som der endnu trods alt er noget tilbage af.

Hvorfor skal det tage generationer af tid?

Fordi det at praktisere demokrati, tolerance, og det der følger med, ikke er noget man lærer i en bog eller bliver fortalt på et kursus. Det er et resultat af den måde ens hjerne konkret bliver koblet sammen på. Hvilke forbindelser mellem hvilke hjerneceller, der etableres, og hvordan de vedligeholdes og videreudvikles, er afgørende faktorer. Lukkede miljøer, og ideer om at nu skal vi alle være danske, arbejder stik imod idéer om fleksibilitet, diversifikation og udvikling. Who needs it?

Man bliver ikke dansker, svensker, syrer, langelænder, nordmand, fynbo, inder eller andet ved at skilte med adresse i et land eller i et område. Heller ikke af farven på det pas man har i hånden.

Det ved Dronningen heldigvis alt om. Det sagde hun i talen til nytår, og senere i bogen om de dybe rødder. Og hun bestemmer. Det har jeg det fint med.
Danmark et dejlig land. Indrømmet. Specielt om sommeren når der er varme i luften.

Jeg beholder mit røde pas. Ingen grund til andet.


Knut Skjærven er mag. art. fra Universitetet i København, og cand. mag fra Universitetet i Bergen. Indenfor områderne kommunikation, film og filosofi. Han arbejder som freelance journalist, fotograf og som kommunikationskonsulent. 

 

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s